Vigtigheden af at splitteste på sin site ses tydeligt med dette eksempel.Jeg arbejder for et dansk softwarefirma, hvor jeg har ansvaret for hele deres online profil og marketing. Da jeg kom til, var deres site temmeligt uoverskuelig, rent SEO mæssigt (tror dette er den eneste tilfælde hvor jeg har oplevet at der var 4 forskellige URLs man kunne tilgå deres site med… ). Dertil kommer et .NET CMS i en stærkt forældet udgave, samt det faktum at et andet firma på et tidspunkt havde solgt dem “skyggesider” – med andre ord: der var en del undermapper med virkeligt dårlige cloakingsider på deres domæne.
Hvorom alting er, så havde de trods alt en god trafik ind på siden, selvfølgelig primært direkte trafik, men en lav konvertering.
Et af mine første tiltag var, at mens jeg fik ryddet op onsite (stadig ikke helt færdig, det er virkelig en gang rod jeg overtog) og fik lavet noget fornuftig link building, ville jeg prøve at forbedre konverteringen på den eksisterende trafik.
På virksomhedens forside har de en call-to-aktion knap, men deres designer havde af uforklarlige årsager ment, at den selvfølgelig hørte hjemme “under the fold”. Jeg opsatte en simpel A/B test med Google Site optimizer hvor A = nuværende og B blev en version hvor jeg flyttede call-to-action-knapper op over “the fold” på siden. Jeg satte testen til at køre i en måned, med fordeling af 50% af trafikken til hver sin udgave.
Resultat: Version B (den nye) gav 196% bedre konvertering.
Husk, at vi her snakker om direkte trafik, altså folk der bevidst er gået direkte ind på min arbejdsgivers hjemmeside, så trafikken forventes allerede ved ankomst at være godt motiveret for at udføre en handling hos firmaet, dvs. på deres site.
Heldigvis viste den forbedrede konvertering også at give mere relevante forespørgelser fra større kunder end normalt, hvordan det så hænger sammen ved jeg ikke umiddelbart.
Men efter dette lille eksperiment har chefen foretaget et markant meningsskifte; nu har jeg fuldstændigt frie hænder til at opsætte split tests og foretage forbedringer som følge deraf – han har nu fået set resultatet og dermed værdien af disse test.
Konklusion: Du skal aldrig acceptere tilstanden på din hjemmeside, du kan altid finde noget at skrue på der hæver konverteringsraten og giver pænere tal på bundlinjen, uden store omkostninger for dig eller dit firma.
Så hvad venter du på? Afsted – kom i gang med at opsætte split tests på din side. Og husk, du skal også forbedre og split teste vinderen af dine split tests.
Held og lykke med det.
Opdateret 17-01-2009
Efter ønske fra Jacob Worsøe har jeg indsat screenshots (jeg har desværre ikke længere testen liggende i GWO, så intet billede derfra).
Version A (sakset fra gamle design filer)
Version B
No related posts.







